Catalog
   
 




Lus
Et effektivt middel, baseret på frugt- og planteekstrakter, virker fysisk. Derfor er der ingen problemer med resistens. Og børnene er faktisk vilde med duften.

Artikel af journalist Peter Skodsborg, Tidens Børn, april 2006

Børnehaven Musvitten i Ishøj havde det sidste, større luseangreb i starten af januar. Selv om der bliver ført en ganske kontant justits, når et angreb opdages, kan de små bæster ikke helt undgås, når så mange børn er tæt på hinanden. Derfor bestræber medarbejderne sig for altid at være opdateret med hensyn til bekæmpelsesmidler, primært for at kunne rådgive forældrene ordentligt.
5-årige Maria havde lidt tøvende indvilget i at teste midlet Lusefjerner fra Matas, og da en af knægtene råbte til hende ”Har du da lus”, smilede hun bare og rystede på hovedet. Efter shampooen var blevet gnedet ind i hendes hår, snusede hun kraftigt ind og udbrød overrasket: ”Den dufter sørme godt”!
Da behandlingen, som viste, at Maria var aldeles lusefri, var gennemført, måtte en stor del af de andre børn absolut hen og dufte til Marias hår. Og lige med ét var der en stribe børn, der også ville have en omgang. Lusemidler behøver altså ikke lugte forfærdeligt.

Kvæler lusene
Et af de store problemer i lusebekæmpelsen er, at de små djævle har en enestående evne til at udvikle resistens mod de kemisk virkende midler, der bruges. Lusefjerner er hovedsageligt lavet på frugt- og planteekstrakter og virker fysisk, ikke kemisk. Det virker ganske enkelt ved at kvæle lusene, og der er derfor ikke problemer med resistens. Samtidig undgås den kemiske krigsførelse, som mange forbrugere ikke bryder sig om. Produktet er undersøgt af Lægemiddelstyrelsen og accepteret til salg i Danmark, oplyser producenten bag.
Behandlingen er såre enkel. Håret gøres vådt og frotteres meget omhyggeligt med et håndklæde, til håret er næsten tørt; herefter masseres Lusefjerner grundigt ind i håret, specielt omkring hovedbunden, og skal virke i 15-20 minutter. Herefter skal håret igen masseres, indtil det skummer, og til sidst skylles det grundigt.

Kam af kirurgisk stål
Dernæst kæmmes håret med en tættekam for at fjerne æg og de døende lus. Tættekammen ”LiceMeister”, der blev brugt i Musvitten, er produceret af kirurgisk stål, der ikke bøjer, når håret redes igennem. Tændernes afstand og form gør den unik til at fange lus og æg.
Som tommelfingerregel er tættekamme af metal specielt velegnede til piger med langt hår, mens piger og drenge med kort hår får et ligeså godt resultat ved at bruge en plastictættekam. Begge typer forhandles hos Matas.

Er der mistanke om lus
Efter kæmningen kan man tørre håret i et rent håndklæde. Det er ikke nødvendigt at vaske håret bagefter, da Lusefjerner indeholder et vaskeaktivt stof. Behandlingen gentages tre-fem dage efter, hvorefter man er det kriblende problem kvit.
Eftersom lus ikke kan blive resistente overfor Lusefjerner, kan midlet, modsat de kemiske midler, også bruges ved mistanke om lus i håret – fx når der annonceres luseangreb i institutionen.










TANACO DANMARK A/S | Glentevej 11 | DK-6705 Esbjerg | (+45) 7514 4800 | tanaco@tanaco.dk